A/S Femern Landanlæg Årsrapport 3 Selskabets formål A/S Femern Landanlægs primære formål er at organisere og forestå forberedelsen, undersøgelsen og projekteringen, herunder træffe andre nødvendige dispositioner vedrørende udbygning og opgradering af de tilhørende landanlæg til den faste forbindelse over Femern Bælt. Selskabets formål er tillige at eje alle aktier i Femern A/S. Året i hovedtræk A/S Femern Landanlæg er et 100 pct. ejet datterselskab af Sund & Bælt Holding A/S og er moderselskab for Femern A/S. Selskabet er etableret med henblik på at varetage ejerskabet og finansieringen af de danske landanlæg i forbindelse med den faste forbindelse over Femern Bælt. Projekteringsarbejdet for jernbaneanlæg udføres af Banedanmark, mens projekteringsarbejdet for vejanlæg udføres af Vejdirektoratet. I forbindelse med jernbanedelen af projektet modtager Banedanmark EU-tilskud. Kyst til kyst-forbindelsen varetages af Femern A/S. Sund & Bælt Holding A/S er ansvarlig for koordineringen af projekterings- og anlægsaktiviteterne i de forskellige delprojekter, som udgør det samlede Femern Bælt-projekt. Denne koordination mellem kyst til kyst-forbindelsen, de danske landanlæg for jernbane og de danske landanlæg for vej dækker blandt andet grænsefladerne vedrørende jernbanetekniske og vejtekniske løsninger, fremdrift i projektering og ressourceforbrug. Endvidere varetages budgetopfølgning og kvartalsvis rapportering til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Med vedtagelsen af Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark i april 2015 bemyndigedes A/S Femern Landanlæg til at anlægge og drive de danske landanlæg i tilknytning til en fast forbindelse over Femern Bælt. Ved udstedelsen af bekendtgørelse om delegation af visse opgaver og beføjelser ved anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark 17. september 2015 blev bygherreopgaven overdraget til Banedanmark, mens A/S Femern Landanlæg fortsat har ansvaret for ejerskabet og finansieringen af landanlæggene. Igangsættelsen af anlægsarbejderne var betinget af, at en fornyet vurdering af den samlede økonomi i projektet, herunder en opdateret risikovurdering, skulle forelægges den politiske forligskreds bag Femern Bælt-projektet, inden anlægsarbejderne kunne igangsættes. På baggrund af en opdateret finansiel analyse indgik forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen 4. marts 2016 en politisk aftale om det videre forløb for projektet. I den finansielle analyse indgik de samlede omkostninger til opgraderingen af de danske landanlæg med 9,5 mia. kr. (2015-priser). På forligskredsmødet traf forligskredsen beslutning om den overordnede tidsplan for de danske landanlæg og fastlagde dermed rammerne for det videre projektforløb. Beslutningen giver grønt lys for fuld udbygning og opgradering af jernbaneanlæggene ned til Nykøbing Falster med færdiggørelse i 2021, bortset fra elektrificering, der skal være færdig i 2024. Derudover skal strækningen fra Nykøbing Falster til Holeby på Lolland levetidsforlænges, indtil den skal udbygges, tilpasset med åbningen af kyst-kyst forbindelsen. På baggrund af den beslutning har Banedanmark indgået en række kontrakter i 2016. MT Højgaard er tildelt arbejdet med at forny og udbygge en række broer langs hele strækningen på Sjælland og Falster i en kontrakt på 417 mio. kr. MJ Eriksson er tildelt kontrakten omfattende jord- og anlægsarbejder på Sjælland og Falster
Download PDF fil