A/S Femern Landanlæg Årsrapport 3 Selskabets formål A/S Femern Landanlægs primære formål er at organisere og forestå forberedelsen, undersøgelsen og projekteringen, herunder træffe andre nødvendige dispositioner vedrørende udbygning og opgradering af de tilhørende landanlæg til den faste forbindelse over Femern Bælt. Selskabets formål er tillige at eje alle aktier i Femern A/S. Året i hovedtræk A/S Femern Landanlæg er et 100 pct. ejet datterselskab af Sund & Bælt Holding A/S og er moderselskab for Femern A/S. A/S Femern Landanlæg er etableret med henblik på at varetage ejerskabet og finansieringen af de danske landanlæg i forbindelse med den faste forbindelse over Femern Bælt. Projekteringsarbejdet for jernbaneanlæg udføres af Banedanmark, mens projekteringsarbejdet for vejanlæg udføres af Vejdirektoratet. Sund & Bælt er ansvarlig for koordineringen af projekterings- og anlægsaktiviteterne i de forskellige delprojekter, som udgør det samlede Femern Bælt-projekt. Koordinationen mellem kyst til kystforbindelsen, de danske landanlæg for jernbane og vej dækker bl.a. grænsefladerne vedrørende jernbanetekniske og vejtekniske løsninger, fremdrift i projektering og ressourceforbrug. Endvidere varetages budgetopfølgning og kvartalsvis rapportering til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Med vedtagelsen af Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark i april 2015, blev A/S Femern Landanlæg bemyndiget til at anlægge og drive de danske landanlæg i tilknytning til en fast forbindelse over Femern Bælt. Ved udstedelsen af bekendtgørelse om delegation af visse opgaver og beføjelser ved anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark den 17. september 2015, blev bygherreopgaven overdraget til Banedanmark. A/S Femern Landanlæg har fortsat ansvaret for ejerskabet og finansieringen af landanlæggene. Forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen indgik den 4. marts 2016 en politisk aftale om det videre forløb for projektet. På baggrund af bl.a. en opdateret finansiel analyse, fremgår det, at de samlede omkostninger til opgraderingen af de danske landanlæg udgør 9,5 mia. kr. (2015-priser). Den overordnede tidsplan for de danske landanlæg betød, at der blev givet grønt lys for fuld udbygning og opgradering af jernbaneanlæggene ned til Nykøbing Falster med færdiggørelse i 2021 – bortset fra elektrificering, der skal være færdig i 2024. Derudover skal strækningen fra Nykøbing Falster til Holeby på Lolland levetidsforlænges indtil den skal udbygges, tilpasset med åbningen af kyst til kyst-forbindelsen. På baggrund af den beslutning har Banedanmark indgået en række kontrakter i 2016, 2017 og 2018. Senest har det østrigske entreprenørfirma Swietelsky i august 2018 fået tildelt kontrakten omfattende sporarbejderne på Sjælland og Falster på 516 mio. kr. Sporentreprisen indeholder samlet ca. 60 km nyt spor, etablering eller udskiftning af 52 sporskifter samt fornyelse på en stor del af det eksisterende spor. Dermed er alle store anlægskontrakter for at gennemføre arbejdet mellem Ringsted og Nykøbing Falster indgået og for signalprogrammets vedkommende, er en option indgået med Alstom i juli måned 2018 på 104 mio. kr.
Download PDF fil