A/S Øresund Årsrapport 5 Finans 2017 var præget af rigtig pæn vækst i langt de fleste lande/regioner. Væksten i såvel USA som Europa kom efterhånden op i niveauet 2,5 pct. efter en mindre opbremsning i 2016. Til gengæld har væksten i Kina stabiliseret sig i niveauet omkring 6,5 pct. Det efterslæb, der har været i verdensøkonomien (forskellen mellem den potentielle vækst og den aktuelle vækst), er efterhånden indsnævret så meget, at nogle ressourcer er ved at være pressede, ikke mindst arbejdskraften. Sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation (Phillips-kurven) har været et tema i de sidste par år. Specielt i USA har det været forventningen, at den meget lave arbejdsløshed (tæt på 4 pct.) måtte føre til stigende lønpres og dermed stigende inflation, men udviklingen har været træg. Deflationsspøgelset – der har præget ECB og den europæiske økonomi stort set siden finanskrisens udbrud – er helt væk fra debatten, og selvom inflationen fortsat halter lidt efter centralbankens mål, har retningen været den rigtige i 2017. Opsvinget har selvfølgelig været hjulpet godt på vej af den ekstremt lempelige pengepolitik med negative pengepolitiske renter og massive obligationsopkøb fra ECB's side. Herudover har de finansielle markeder selvfølgelig været præget af den nytiltrådte amerikanske præsident Trump, valg i flere vigtige europæiske lande (Holland, Frankrig og Tyskland), samt forhandlingerne mellem EU og UK omkring betingelserne for Brexit. Den amerikanske centralbank hævede renten tre gange i 2017 med i alt 0,75 pct. Samtidig igangsatte man en slankning af centralbankens balance, der er steget betydeligt efter finanskrisen. I Europa har man ikke rørt ved renten i det forgangne år, men også her igangsatte man en normalisering af pengepolitikken - i form af en plan for afviklingen af obligationsopkøbeprogrammet QE i 2018. De lange renter har været ret stabile på trods af den ellers tiltagende vækst på begge sider af Atlanten. I Europa har den 10-årige swaprente svinget inden for det snævre interval fra 0,7-1,0 pct., mens udsvingene har været lidt større i USA. I 2017 er gælden i A/S Øresund øget med 46 mio. kr. Ved udgangen af 2017 udgjorde den rentebærende nettogæld i selskabet 11,2 mia. kr. Finansstrategi A/S Øresunds målsætning er at føre en aktiv og samlet finansforvaltning, der minimerer de langsigtede finansomkostninger under hensyn til finansielle risici. Bl.a. minimeres de finansielle risici ved kun at have eksponering i DKK og EUR, mens optimering af låneporteføljen opnås ved brug af swaps og øvrige afledte finansielle instrumenter. A/S Øresund har gennem hele 2017 udelukkende optaget genudlån via Nationalbanken. Disse lån er fortsat meget attraktive sammenlignet med alternative fundingkilder. Selskabets forsigtige strategi med hensyn til kreditrisiko har betydet, at selskabet heller ikke i 2017 tabte penge på finansielle modparters konkurs. Selskabets realrenteeksponering på ca. 1/3 af den samlede nettogæld gav i 2017 anledning til inflationsopskrivninger, som lå betydelig over resultatet for 2016 - i store træk er inflationen tredoblet fra de ekstremt lave niveauer omkring 0,5 pct. til ca. 1,5 pct. sidst på året. Årsagen er, at den danske inflation (og generelt inflationen i alle de betydende økonomier) endelig er begyndt at stige. Ikke op på det niveau, som økonomer og ikke mindst centralbankerne gerne så, men dog betydeligt. Olieprisen er specielt i 2. halvår steget markant fra under USD 45/tønde til over USD 60/tønde ved årets udgang, og lønpresset er også endelig begyndt at vise sig, bl.a. som følge af den lave arbejdsløshed. Varigheden af gælden i A/S Øresund er en smule kortere, som følge af det naturlige afløb på porteføljen. Ultimo 2017 ligger den således på godt 9 år, svarende til selskabets benchmark for varigheden på den nominelle del af porteføljen. Finansielle nøgletal 2017 Mio. kr. Pct. p.a. Låntagning 2017 2.533 - heraf genudlån 2.533 Samlet bruttogæld (dagsværdi) 13.135 Nettogæld (dagsværdi) 12.647 Rentebærende nettogæld 11.236 Realrente (før værdiregulering) 0,60 Renteomkostninger 188 1,69 Værdiregulering -261 -2,35 Samlet finansomkostning *) -73 -0,66 *) Note: Beløbet er ekskl. garantiprovision, der udgør 16,5 mio. kr.
Download PDF fil